Sol, blæst og strejke..

Vi følger udviklingen i den norske strejke, men kan endnu ikke forudse, om det får betydning for gæsterne. Vi har skiftedag på tirsdag og på onsdag. Muligvis flyttes nogle flyvninger fra Alta til Lakselv.

I dag var det igen solrigt, men nu med frisk vind fra øst.
Fiskeriet blev lagt i læ af kysten sydvest for Havøysund. Der kom kun et par mindre flyndere (ca. 90 cm) som blev genudsat, og desuden blandede størrelser torsk og havkat. Ingen helt store oplevelser, men trods alt en dejlig dag i fantastisk flot vejr og natur!

Flere af bådholdene er her tydeligvis også for at slappe af, og har bare taget på korte ture. De prioriterer hygge og afslapning på campen højt.
Personligt kan jeg godt lide afvekslingen mellem "lystfiskere" og "sportsfiskere / trofæjagere". Selv er jeg til begge dele, når jeg fisker privat. Det vigtigste er, at forventninger og indsats matcher nogenlunde. Dem som fisker lidt tilfældigt 5-6 timer om dagen skal ikke forvente samme fangster, som dem der har finpudset teknik og fisker 15 timer om dagen.  Men de kan jo alligevel have en ligeså god ferie..
Det gode ved Havøysund er, at alle får mange fisk selv på en afslappende ferie.

Sæsonstarten har i øvrigt været præget af  tyske gæster, som godt kan lide blandet fiskeri. De fisker både torsk, havkat og flynder - og så er sæsonstarten et fornuftigt valg. Vi har ikke gjort så meget i rødspætter endnu, men også det fiskeri er optimalt i den første halvdel af sæsonen.
Senere på sæsonen er det hovedsageligt danskere der har booket. De er mest interesseret i helleflynder og foretrækker måske lidt mere varme...
I morgen bliver der endnu hårdere vind fra øst, men vi kan stadig komme ud og fiske  :-)

/Hans